Kult, Det nye lakrids

Agurketiden er over os. Ingen nye rollespilsprodukter, ikke flere Magic-udvidelser, ja selv rpgforum er gået i selvsving. Men så var det at Jonas og jeg kom til at tale om gamle dages køberollespil. Uden at jeg gider liste dem alle sammen op, så endte vi med at have en længere diskussion omkring det svenske Kult.

Nu skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg i sin tid var ret begejstret for Kult. Efter en ret grænseoverskridende spiloplevelse på TRoA-con i ’94 med Michael G. Schmidts Illusionernes Bånd, så var der ingen vej tilbage. Rollespillet på Bornholm ændrede sig nærmest fra dag til dag. Da Dennis og jeg kom tilbage, var der nye boller på suppen: Horror. Vi kørte ligepå og hårdt. Jeg kørte Illusionernes bånd fra hukommelsen, og Dennis tog de første spadestik til Hjemve og kort efter var hele den Bornholmske ‘scene’ forever changed. Det var ved samme lejlighed at vi mødte Jonas, som efter sigende tog hjem til Nexø og skræmte livet af sin vante gruppe. Det var tider!

I løbet af nogle år fik vi spillet en serie af græsesøgende spil vores respektive hjem. Ofte double-features. Det var fucking hårdt, men hvor var det fedt. Det var her vi grundlagde vores spillederstil. Enkelte af vores stamgæster forlod skuden. Michael fik skræmt Thomas Doering så meget fra vid og sans i Jonases kælder, at han ikke rigtig havde lyst til at spille med os mere.

Michael væltede i virkeligheden kutteren meget før hans berygtede Skyggesiden, nemlig med debuten Kollektivet. Scenariet der, udover at være håbløst redigeret, var så benhårdt og grafisk, at en af spillederne sendte scenariet tilbage på grund af dette. Og ja, det var meget voldsomt. Men før det kom til fastaval, så havde vi spillet det i Martin Munchs forældres fabelagtige festsal (eller noget), hvor jeg kan huske at blive trukket ud i køkkenet af Michael, hvor en yderst ubehagelig scene udspillede sig. Det som egentlig var det der virkede skræmmende var Michaels brug af sin fysik; han havde en meget fysisk spillederstil. Og jeg mindes også at en af spillerne kom til skade (ikke alvorligt) under en af hans sessioner. Whew. Bagefter spillede vi Das Heim.

Whew, det var dengang hvor horror virkelig rykkede, og mon ikke der sker noget med det very very soon … horror er jo det nye lakrids (og the new black).

PS: Så kan man jo lige checke Mackackens nye plade, Kill the Romantics, ud.

Om Dungeons, Dragons og Magic Missiles

For et stykke tid siden slap det ud, at jeg, Liberoth, Smækgaard, Sandberg og Duus aktivt spiller D&D hveranden mandag.Nu er D&D ikke efterhånden noget der ligger lige til højrebenet for mig længere, så der måtte akut krisehjælp til. Den gang hvor jeg, som den eneste blandt Bornholmerslænget, kunne reglerne til 2.ed AD&D fortaber sig i glemslens tåger. Så jeg kaldte på kavaleriet: Onde Lars (Vensild) og Johs præsenterede dem for problemet: Hvilken karakter skulle jeg spille?Jeg havde selvfølgelig tænkt mig at jeg ville være Swiftnick, en elver, der ud over at skyde med crossbow og gå med lædermøsse for at skjule sine elverører, hader elvere fordi de er nogle fimsede bøsserøve.Det synes det var en dårlig idé. Så ville jeg være Bard. Det synes de også var en dårlig ide. Så det endte med et kompromis: Jeg skulle starte som Fighter, dernæst tage en Thief eller en Sorcerer-level og ad den vej, blive en mere kapabel “Bard”. Der er vel ingen grund til at nævne, at jeg selvfølgelig havde set det som en mulighed for at spille Swiftnick, alligevel.Alt det her handler selvfølgelig om mig som en dårlig spiller. Ud over at jeg vil spille en helt særlig karakter, der har min fancy, så mente Onde Lars også at jeg havde en ‘fantastisk’ evne til at hijacke rollespil. Jeg kan bare ikke respektere spillederens magt over spillet. Hvis det begynder at blive kedeligt eller jeg synes at plottet tvinger mig i retninger, jeg ikke synes er interessante nok, så kan jeg finde på de værste ting; spille imod plottet, forsøge at overtage spillederens beskrivelser, introducere monstre og dyrke (og opfinde) vildt irriterende bipersoner, som fylder alt, alt for meget.Det vil sige: De dyder som vi i friformsrollespil og forge-scenen dyrker, med medfortælling og spillerens magt over historien, kan ligesåvel gøre en til en dårlig spiller. Jeg ville nok også selv synes, at jeg var en irriterende spiller at have med, dengang jeg selv spillede AD&D.Da vi så endelig kom i gang med at spille D&D i december, blev jeg nok lidt overrasket over at vi skulle spille 12-årige, som ikke engang havde en level endnu. Og, ja, jeg har introduceret monstre, mens vores spilleder var på toilettet og andre ulykker.Men det er nu meget sjovt.Til sidst en lille D&D-treat.

Nye telegrammer

Bare en ganske kort update fra en helt forfærdelig fortravlet Frederik.

Tagclouds som karakterbeskrivelser: Go figure. Det vigtigste med størst skrift, let og hurtigt at at overskue. Stor frihed i fortolkning. Skal ses i forbindelse med “Fire in the East”-projektet. Joc fik den samme idé til den gale Finnes oplæg om textism på kp06.

Redaktør på Blodets Bånd af Michael Sonne: Manden med Skyggesiden er tilbage. Denne gang i en lidt mere afdæmpet form, dog er stadig en afart af horror, som vi alle ved er the new shit.

Eksamensramt: Giv mig en øl efter kl. 11 d. 19 juni; jeg trænger til det. Folk er velkomne til at kikke forbi. Det er offentligt. Lokale 2.34 på Artillerivej.

Lady og Otto … på finsk: Jup, den er god nok. Lady og Otto skal oversættes til finsk (og engelsk). Jeg bliver berømt! (men nok ikke rig).

…og der er mere i muleposen. Later!

Stilhed efter stormen (og en lille prut)

Efter en solid overdose af rollespilsrelaterede events håber jeg nu at kunne vende tilbage til normaliteten. Fastaval er slut, Knutepunkt 06 er overstået og Olle Jonssons bryllup er en done deal.Fastaval var, som det (næsten) altid er, en succes. Det slog mig på et tidspunkt hvor hverdagsagtigt det egentlig virkede; måske var det, fordi det var mit tiende år som fastavalgænger? Måske fordi jeg havde for travlt med at være spilleder? Måske fordi det var de samme mennesker man ser år for år? Måske fordi man næste år kun skal komme til lørdagsdæmonen og banketten?Apropos banketten, så var det jo lidt af en bitter pille at sluge, at Badehotellet kun blev nomineret; men at tabe til titaner, er der ingen skam i. Respekt til Max og co. for at kunne navigere i et særdeles farligt farvand. Nu vil kun tiden vise, hvilket scenarie der trak det længste strå. Jeg har i al fald fået de første fan-mails.Et par uger efter stod der så Knutepunkt på plakaten. Meta-live kongressen. Denne gang i Sverige, delvist arrangeret af Jeepen. Her følger redux udgaven: Thorbiörn der panik-retter i programmet helt ind til lørdag (eller var det søndag?), oplæsninger af svensk porno serveret med røde pølser, uropførsel af Fluggan og Birds on a Wire, Ost, Portvins-workshop, Anna Lisa Ingemansons “Svarta ögon”, The Olle Jonsson Bachelorparty, turning jeep, og en lettere panik-agtig hjemtur. Tak til Thorbiörn, Olle, Joc og Tobias for en helt igennem uforglemmelig weekend.Whats next? Ropecon

10 skud i bøssen

Thomas Munkholt har nogle interessante tanker om hvad der virker i rollespil. Thomas har knaldgode 10 skud fra hoften. Her er mine:

ufedt

1. Biljagter. Man har prøvet, det er bare ikke spændende. Som thomas siger om Westerns, så virker det bedre på film
2. d20-terningen. Terningens udfaldsrum er alt for stort. Virker ikke. Vi har prøvet det.
3. Genfortællinger. Meget populært i fortællerollespillets barndom. Det er bare ikke sjovt, hvis man ikke må finde på, men bare skal hælde helikoptre på for at gøre det interessant
4. Mænd som spiller kvinder og kvinder som spiller mænd.
Lets face it. Vi forstår bare ikke hinanden, og det bliver ikke bedre af en rask gang cross-dressing.
5. Camping-scenen. Når det går rigtig galt skal alt planlægges (og fortælles minutiøst) ellers vanker der overraskelser fra spillederens side. Det er dræbende at bruge tid på hvem der tager første vagt.

fedt

1. Svensk. Der er bare noget fedt over at sige satan, helvete og kuk.
2. Sex. Den er stensikker hvergang. Hvis der er noget vi har fantaseret over mere en fantasy, så er det sex. Call in the experts!
3. Navne. Slem En-øje, Gedepihl, Suppe-Werner, Grisse og alle de andre, som igennem deres navn får en personlighed foræret.
4. Monstre. Et veludført og velpræsenteret monster er altid en kilde til begejstring.
5. Horror. Jo, den er tilbage.