Kult, Det nye lakrids

Agurketiden er over os. Ingen nye rollespilsprodukter, ikke flere Magic-udvidelser, ja selv rpgforum er gået i selvsving. Men så var det at Jonas og jeg kom til at tale om gamle dages køberollespil. Uden at jeg gider liste dem alle sammen op, så endte vi med at have en længere diskussion omkring det svenske Kult.

Nu skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg i sin tid var ret begejstret for Kult. Efter en ret grænseoverskridende spiloplevelse på TRoA-con i ’94 med Michael G. Schmidts Illusionernes Bånd, så var der ingen vej tilbage. Rollespillet på Bornholm ændrede sig nærmest fra dag til dag. Da Dennis og jeg kom tilbage, var der nye boller på suppen: Horror. Vi kørte ligepå og hårdt. Jeg kørte Illusionernes bånd fra hukommelsen, og Dennis tog de første spadestik til Hjemve og kort efter var hele den Bornholmske ‘scene’ forever changed. Det var ved samme lejlighed at vi mødte Jonas, som efter sigende tog hjem til Nexø og skræmte livet af sin vante gruppe. Det var tider!

I løbet af nogle år fik vi spillet en serie af græsesøgende spil vores respektive hjem. Ofte double-features. Det var fucking hårdt, men hvor var det fedt. Det var her vi grundlagde vores spillederstil. Enkelte af vores stamgæster forlod skuden. Michael fik skræmt Thomas Doering så meget fra vid og sans i Jonases kælder, at han ikke rigtig havde lyst til at spille med os mere.

Michael væltede i virkeligheden kutteren meget før hans berygtede Skyggesiden, nemlig med debuten Kollektivet. Scenariet der, udover at være håbløst redigeret, var så benhårdt og grafisk, at en af spillederne sendte scenariet tilbage på grund af dette. Og ja, det var meget voldsomt. Men før det kom til fastaval, så havde vi spillet det i Martin Munchs forældres fabelagtige festsal (eller noget), hvor jeg kan huske at blive trukket ud i køkkenet af Michael, hvor en yderst ubehagelig scene udspillede sig. Det som egentlig var det der virkede skræmmende var Michaels brug af sin fysik; han havde en meget fysisk spillederstil. Og jeg mindes også at en af spillerne kom til skade (ikke alvorligt) under en af hans sessioner. Whew. Bagefter spillede vi Das Heim.

Whew, det var dengang hvor horror virkelig rykkede, og mon ikke der sker noget med det very very soon … horror er jo det nye lakrids (og the new black).

PS: Så kan man jo lige checke Mackackens nye plade, Kill the Romantics, ud.

3 thoughts on “Kult, Det nye lakrids”

  1. De svenske Kult-forfattere var jo på besøg i Danmark, og jeg husker at Per Fischer med flere havde nogle snakke med dem. Deres setting var gennemført spekulation i kulturelle og religiøse referencer, særligt gnosticisme. De to svagheder, som jeg husker det, er et håbløst system, unødigt komplekst og nogle ret spinkle mekanikker omkring karakterernes udvikling mellem lys og mørke. Og så at settingen var mere interessant end karakterernes motivation; de er bare objekter spil-lederen skal tæve psykologisk med settingen. (Hvilket ofte er et problem med horror, efter min mening – øvelser i tomme chokeffekter.) TRoA: Spillede du på Michaels hold, med sorte plastiksække på væggene? Og er det du siger, at der er et horrorscenarie på vej fra dig?

    Ny bølge? Måske …

    Mortal Coil:
    http://www.galileogames.com/pdf/mortal_coil_preview.pdf

    Afraid (Vincent Baker)
    http://lumpley.com/comment.php?entry=201

  2. Det var skidegodt dengang.
    Det skal lige siges, at vi kun brugte Kults setting, alle reglerne gad vi ikke beskæftige os med. – Og sådan var det med flere af vores spil dengang. Vi spillede også en ganske udmærket Vampire-kampagne 1/2-systemløst (vi beholdt karakterarket, men droppede terningslag osv.).

  3. Ja, jeg tror i høj grad at det at vi fjernede systemet, var med til at gøre det endnu mere uhyggeligt – vi skulle ikke frem og tilbage mellem system og spil – en proces der er dræbende for (den nu så forkætrede) indlevelse.

    Her tror jeg desuden at man skal finde nøglen til ‘Ny Horror’. I stedet for at arbejde med de meget voldsomme begivenheder fra 90’ernes horror, så mener jeg at man bør fokusere mere på den almindelige historie og almindelige mennesker og dermed skrue ned for blusset. Derefter virker selv de mindste forskydninger ligeså godt som hvis selve ktulu dukkede op fra sildekassen.

    Ex: En teenagetøs løber tør for strøm på sin mobiltelefon og måske ringer “ham der”.

    Find selv på flere.

Comments are closed.