Om Dungeons, Dragons og Magic Missiles

For et stykke tid siden slap det ud, at jeg, Liberoth, Smækgaard, Sandberg og Duus aktivt spiller D&D hveranden mandag.Nu er D&D ikke efterhånden noget der ligger lige til højrebenet for mig længere, så der måtte akut krisehjælp til. Den gang hvor jeg, som den eneste blandt Bornholmerslænget, kunne reglerne til 2.ed AD&D fortaber sig i glemslens tåger. Så jeg kaldte på kavaleriet: Onde Lars (Vensild) og Johs præsenterede dem for problemet: Hvilken karakter skulle jeg spille?Jeg havde selvfølgelig tænkt mig at jeg ville være Swiftnick, en elver, der ud over at skyde med crossbow og gå med lædermøsse for at skjule sine elverører, hader elvere fordi de er nogle fimsede bøsserøve.Det synes det var en dårlig idé. Så ville jeg være Bard. Det synes de også var en dårlig ide. Så det endte med et kompromis: Jeg skulle starte som Fighter, dernæst tage en Thief eller en Sorcerer-level og ad den vej, blive en mere kapabel “Bard”. Der er vel ingen grund til at nævne, at jeg selvfølgelig havde set det som en mulighed for at spille Swiftnick, alligevel.Alt det her handler selvfølgelig om mig som en dårlig spiller. Ud over at jeg vil spille en helt særlig karakter, der har min fancy, så mente Onde Lars også at jeg havde en ‘fantastisk’ evne til at hijacke rollespil. Jeg kan bare ikke respektere spillederens magt over spillet. Hvis det begynder at blive kedeligt eller jeg synes at plottet tvinger mig i retninger, jeg ikke synes er interessante nok, så kan jeg finde på de værste ting; spille imod plottet, forsøge at overtage spillederens beskrivelser, introducere monstre og dyrke (og opfinde) vildt irriterende bipersoner, som fylder alt, alt for meget.Det vil sige: De dyder som vi i friformsrollespil og forge-scenen dyrker, med medfortælling og spillerens magt over historien, kan ligesåvel gøre en til en dårlig spiller. Jeg ville nok også selv synes, at jeg var en irriterende spiller at have med, dengang jeg selv spillede AD&D.Da vi så endelig kom i gang med at spille D&D i december, blev jeg nok lidt overrasket over at vi skulle spille 12-årige, som ikke engang havde en level endnu. Og, ja, jeg har introduceret monstre, mens vores spilleder var på toilettet og andre ulykker.Men det er nu meget sjovt.Til sidst en lille D&D-treat.

6 thoughts on “Om Dungeons, Dragons og Magic Missiles”

  1. Og grundet min kyndige vejledning vil jeg herefter gerne kaldes Systemdrengen!
    evt. Systemdrengen Johs – hvis jeg er i selskab med flere systemdrenge – og nej forgepiger kan ikke være systemdrenge!
    Systemdrenge går op i gamle konservative systemer som D&D, Warhammer eller DoD – de er lidt rollespillets svar på blå spejder.

  2. Det lader til at Frede er splittet mellem at være en forgepige eller en systemdreng. Er han en systemladyboy?

    Hvordan tæmmer man Frede i rollespil: ved som GM hele tiden at sige: “Nej, det skete ikke”!

  3. Kunne en forklaring på hvorfor du altid skal udfordre GM, være at du i bund og grund ikke interesserer dig for at være spiller i rollespil. Du interesserer dig heller ikke for at være GM. Du interesserer dig for at lave/konstruere rollespil…

  4. Nåja, og så ham her, der prøver at genoplive D&D, men ender med at spille Donjon med sine gamle nørdvenner:
    http://www.indie-rpgs.com/forum/index.php?topic=19963.0

    “What do you want to be?”
    “Can I be a demonic sorcerer that has a pet demon that he can fuse with that gives him special powers?”
    “Sure. We’ll make your pet a support skill that grants you a bonus in combat.”
    “Can I cast fire magic?”
    “Sure. And you can cast your spells as much as you like, provided you spend a turn gathering power.”
    “Really? But I also want to use a huge sword …”
    “Sure. We’ll just make sword fighting another one of your skills.”
    “Really?”
    He was sold on Donjon from that point forward.

Comments are closed.