Category Archives: Folklore

Kult, Det nye lakrids

Agurketiden er over os. Ingen nye rollespilsprodukter, ikke flere Magic-udvidelser, ja selv rpgforum er gået i selvsving. Men så var det at Jonas og jeg kom til at tale om gamle dages køberollespil. Uden at jeg gider liste dem alle sammen op, så endte vi med at have en længere diskussion omkring det svenske Kult.

Nu skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg i sin tid var ret begejstret for Kult. Efter en ret grænseoverskridende spiloplevelse på TRoA-con i ’94 med Michael G. Schmidts Illusionernes Bånd, så var der ingen vej tilbage. Rollespillet på Bornholm ændrede sig nærmest fra dag til dag. Da Dennis og jeg kom tilbage, var der nye boller på suppen: Horror. Vi kørte ligepå og hårdt. Jeg kørte Illusionernes bånd fra hukommelsen, og Dennis tog de første spadestik til Hjemve og kort efter var hele den Bornholmske ‘scene’ forever changed. Det var ved samme lejlighed at vi mødte Jonas, som efter sigende tog hjem til Nexø og skræmte livet af sin vante gruppe. Det var tider!

I løbet af nogle år fik vi spillet en serie af græsesøgende spil vores respektive hjem. Ofte double-features. Det var fucking hårdt, men hvor var det fedt. Det var her vi grundlagde vores spillederstil. Enkelte af vores stamgæster forlod skuden. Michael fik skræmt Thomas Doering så meget fra vid og sans i Jonases kælder, at han ikke rigtig havde lyst til at spille med os mere.

Michael væltede i virkeligheden kutteren meget før hans berygtede Skyggesiden, nemlig med debuten Kollektivet. Scenariet der, udover at være håbløst redigeret, var så benhårdt og grafisk, at en af spillederne sendte scenariet tilbage på grund af dette. Og ja, det var meget voldsomt. Men før det kom til fastaval, så havde vi spillet det i Martin Munchs forældres fabelagtige festsal (eller noget), hvor jeg kan huske at blive trukket ud i køkkenet af Michael, hvor en yderst ubehagelig scene udspillede sig. Det som egentlig var det der virkede skræmmende var Michaels brug af sin fysik; han havde en meget fysisk spillederstil. Og jeg mindes også at en af spillerne kom til skade (ikke alvorligt) under en af hans sessioner. Whew. Bagefter spillede vi Das Heim.

Whew, det var dengang hvor horror virkelig rykkede, og mon ikke der sker noget med det very very soon … horror er jo det nye lakrids (og the new black).

PS: Så kan man jo lige checke Mackackens nye plade, Kill the Romantics, ud.

Kjøddasten

Under den lidt kryptiske titel gemmer der sig et interessant lille stykke Jonas A. Harild-familiehistorie. Og nu er det jo ikke hver dag man falder over dens slags historier, så her får I den alle.

Teksten er sakset fra Danmarks Kæmpesten i folkeoverleveringen fra 1933 af August F. Schmidt. Uddraget ses på s.176-177.

Kjøddasten (Ibsker S.) var Navnet på en vældig Vandreblok knap 2 km Nord for Neksø, omtrent midtvejs mellem Kystvejen til Svaneke og Søen. […] Fhv. Borgmester Harild i Neksø fortæller, at det var fast Skik i hans Barndom, at konfirmanderne skulde en Tur til Kurrehøj og Kjøddasten. De var ligesom ikke rigtig konformerede ellers.

Den benævnte Harild er selvfølgelig i slægt med vor allesammens kære Jonas. Et eller andet tip-oldefar. Historien fortsætter ganske morsomt:

Realskoleforstander A. Jensen, Neksø, fortæller, at Konfirmanderne morede sig med at rutsje med ad dens skrå Overflade, siddende på en passende løs Sten. Det kaldtes at: kjöra glatten- eller rawkâna, en iøvrigt andre Steder i Egnen yndet Sport.

For dem der ikke flydende i den bornholmske dialekt, så betyder rawkâna – røvkane. Det er stadig en yndet sport.

Desværre er det ikke længere muligt at hverken se Kjøddasten eller at køre rawkâna, da stenen ikke findes mere (den blev sprængt af en vis Sonne(!) og udskibet til København).